G-sharp-dur er en teoretisk nøgle baseret på den musikalske note G♯, bestående af de pladser, G♯, Et♯, B♯, C♯, D♯, E♯ og F. Dens nøglesignatur har seks skarpe og en dobbelt skarp.

G-sharp G major

relativ nøgle

e-sharp minor
enharmonic: F minor

Parallel nøgle

g-sharp minor

dominerende nøgle

D-sharp major
enharmonic: E-dur

Subdominant

C-sharp store
enharmonic: D-dur

Enharmonic

A-dur

Komponent pladser

G♯, Et♯, B♯, C♯, D♯, E♯, F

Dens relative mindre er E-sharp minor (normalt erstattet af F-mol), dens parallel mol er G-sharp minor, og dens enharmonic tilsvarende er A-dur.

g-sharp-hovedskalaen er:

selvom G-sharp major normalt er noteret som den enharmoniske nøgle til a-flat major, fordi a-flat major kun har fire lejligheder i modsætning til G-sharp major ‘ s otte skarpe (inklusive F), fremstår det som et sekundært nøgleområde i flere værker i Sharp keys, især i Prelude og fugue i C-Sharp Major fra Johann Sebastian Bachs den velhærdede Clavier, bog 1. G-sharp minor prelude (og i nogle udgaver fugue) fra det samme sæt slutter med en Picardie tredje på en G-skarp major akkord.G-sharp major toniseres kort i flere af Fr-K. L. Chopins nocturnes i C-sharp minor. Et afsnit i anden sats af Chopins Klaverkoncert nr.1 er i G-skarp dur, selvom nøglesignaturen har fire skarpe. Slutningen af udstillingen af anden sats Charles-Valentin Alkan ‘s Grande sonate’ les kvatre pritges’, med undertekster kvasi-Faust, er i G-skarp dur, omend skrevet med en seks-skarp nøglesignatur (bevægelsen åbner I D-skarp minor og slutter i F-skarp dur).

de sidste sider i et Verdensrekviem af John Foulds er skrevet i G-sharp dur med dens korrekte nøglesignatur vist i vokalpartituret inklusive F. Nøglesignaturen vises som i LilyPond-eksemplet med skalaen ovenfor, der starter med C-kursen og slutter ved F.