når man overvejer terapi til atrieflimren (af), er de dominerende problemer hastighedskontrol, antikoagulation, rytmekontrol og behandling af enhver underliggende lidelse. Lægemiddelvalg til hastighedskontrol inkluderer betablokkere, verapamil og digitalis som førstelinjemidler under hensyntagen til andre sympatholytika, amiodaron eller ikke-farmakologiske tilgange i resistente tilfælde. Antikoagulationsbehandling kan udføres med aspirin eller varfarin, hvor sidstnævnte foretrækkes hos alle ældre patienter eller højrisikopatienter. Antiarytmisk lægemiddelbehandling kan anvendes (1) til at producere kardioversion (mest effektiv med ibutilid eller klasse IC-midler i nyere debut AF); (2) for at lette elektrisk konvertering (klasse III-midler); (3) for at forhindre tidlig reversion efter kardioversion; (4) for at opretholde sinusrytme under kronisk Terapi; og/eller (5) for at lette konvertering af fibrillering til flagrende, som derefter kan være acceptabel til afslutning eller forebyggelse med antitachypacing eller ablative teknikker. Antiarytmisk lægemiddelvalg til af styres af effektivitetshensyn (de fleste lægemidler er ens), af bekvemmelighed, omkostninger og seponeringshensyn; og vigtigst af sikkerhedshensyn. Når det er muligt, bør midler med alvorligt organtoksicitetspotentiale og proarytmisk risiko undgås som førstelinjevalg. I strukturelt normale hjerter er klasse IC-antiarytmiske lægemidler mindst proarytmiske og mindst organtoksiske (når de betragtes sammen). I normale hjerter synes sotalol, dofetilid og potentielt asimilid også at have attraktive profiler. Amiodaron har lav proarytmisk risiko, men kan producere bradyarytmier og toksicitet. I hypertrofierede hjerter forbedres risikoen for torsade de pointes med klasse III/ia-midler, hvorimod i iskæmi eller tilstande med nedsat cellekontakt, hvad enten det er funktionelt (som ved iskæmi) eller anatomisk (som ved fibrose, infiltration osv.), proarytmisk risiko med klasse i antiarytmiske lægemidler (vedvarende ventrikelflimmer/fladder) øges kraftigt. Klasse i-lægemidler bør undgås under disse omstændigheder. Yderligere spørgsmål at overveje er, hvor man skal starte terapi (in – eller ambulant), hvilke opfølgningsprotokoller der skal bruges, og om man skal begrænse behandlingen til proprietære lægemidler eller tillade generisk formuleringssubstitution. Hver af disse overvejelser er beskrevet i denne artikel.